Om Julegaveregn

splash_om

Operation Julegaveregn er et privat non-profit initiativ, som siden 2006 har indsamlet penge til fordel for flere julegaver til de ca. 2.000 børn eller socialt udsatte unge som er anbragt på børnehjem og døgninstitutioner i Danmark, Grønland og på Færøerne.

Indsamlingen gennemføres i månederne op til jul. Alle donationer går ubeskåret til julegaver, fordi alle involverede arbejder gratis, og fordi vores hovedsponsor Gavefabrikken A/S afholder alle administrations-omkostninger.

Alle indsamlede beløb fordeles til individuelt gaveindkøb på institutioner af FADD – Foreningen af Døgn-og Dagtilbud for udsatte børn og unge.

Hvorfor jul?
Operation Julegaveregn har hverken religiøs eller kommerciel baggrund.

Når vi alligevel har valgt en højtid som centrum i vores arbejde, skyldes det, at julen i meget høj grad illustrerer den sociale forskel, som anbragte børn, trods fantastiske institutioner og pædagoger, alligevel oplever. Alle børn vil gerne tilhøre fælles-skabet og føle at de hører til.

Julen betyder overflod af alt det, de fleste tager for givet. Ikke blot det håndgribelige, men også glæde, familiehygge, omsorg og nærhed. Julegaven er et stærkt symbol på fællesskabet og omsorgen for hinanden.

Den håndgribelige forskel
En undersøgelse viste sidste jul, at danske børn i gennemsnit modtager julegaver for mere end 1.100 kr. alene fra forældrene. Hvert år siden 2007 har det offentlige tildelt ca. 200 kr. øremærket til at finde gaver til et anbragt barn. Den store kontrast vil vi gerne udjævne en smule.

Hvad betyder gaven?
Naturligvis er julegavens størrelse ikke det vigtigste for anbragte børns trivsel, men det gør en forskel og giver børnene en fornemmelse af, at nogen tænker på dem i juletiden.

”Alle børn burde have mulighed for at føle sig som noget særligt. Operation Julegaveregn formår med enkle midler at gøre en stor forskel for børnene. Gaverne er noget, der bliver husket og sat pris på længe efter juleaften.”

Søren Skjødt, formand for FADD– Foreningen af Døgn-og Dagtilbud for udsatte børn og unge.

Gaver indkøbt for indsamlede midler via Operation Julegaveregn er på ca. 500 kr. til hvert barn.

Se her hvordan du støtter Operation Julegaveregn økonomisk.