28. november 2025

Endelig! Julegaveregn 2025 er i gang

For 19. år i træk samler vi – i fællesskab med alle jer – ind for at sikre, at alle anbragte børn på børnehjem i Danmark, Grønland og på Færøerne kan modtage en julegave.

En julegave, som ikke bare spreder glæde juleaften, men også rummer en symbolsk værdi for børn, der ofte er startet på minuspoint og må kæmpe lidt ekstra. Særligt i højtiderne betyder det noget at blive set, husket og mærke, at nogen tænker på én.

🎄 Personlige gaver – helt unikke for hvert barn

Alle gaver bliver købt individuelt af børnenes “venner”, så hvert barn får en personlig gave fra sin egen ønskeseddel.

En gave de kan vise stolt frem til kammeraterne efter juleferien – og som vi ved giver både ekstra glæde, selvtillid og følelsen af at være betydningsfuld.

Sådan skrev Signe til os efter at have fået sin gave:

“Tak for yoga-måtten. Jeg glæder mig til at tage den i brug. Jeg skal lære at lave yoga med min kontaktpædagog.”

Og Dilare delte:

“Tak for den dejlige julegave. Mine veninder og jeg har allerede aftalt vores første tur til Tivoli i februar – det glæder jeg mig til. Desuden fik jeg nogle gode hygge-strømper fra H&M.”

🎁 Vores fælles mission

Takket være jeres fantastiske støtte har vi i flere år formået at sikre gaver til alle anbragte børn – og målet er naturligvis det samme i år:

At nå alle 2.000 børn, så ingen står uden julegave.

Her tæller hver eneste krone – og hver eneste krone går ubeskåret til gaver.

Vores trofaste sponsor Gavefabrikken dækker nemlig de administrative omkostninger, så alt I donerer går direkte til gaveindkøb. ❤️

🤝 Hjælp os med at hjælpe

Vi håber, at I igen i år vil være med til at sprede ekstra juleglæde til landets anbragte børn. Del, like – og støt med et valgfrit beløb på MobilePay.

På forhånd tak – fra hele Team Julegaveregn.
Julekram og varme hilsner 🎅💛

Del artiklen