21. december 2022
Kæmpe donation fra CoolUnite
Der er COOL og så er der CoolUnite. Et kæmperyk mod målet!
For et par dage siden spurgte vi jer, om hvilken dansker, der kunne være en god ambassadør, ved siden af vores allesammens Hr. Skæg. Der var mange gode bud. Mange foreslog Sofie Linde og Martin Thorborg (Måske fordi han allerede har hjulpet utroligt meget gennem mange år), men et af de andre mest nævnte forslag var Jacob Riisgaard Manden bag bl.a. Coolshop.com.
Jakob har selv fortalt om en fortid på børnehjem, og betydningen af relationer til samfundet udenfor de vante cirkler. Jakob rakte ud til os, og vi anede ikke, at nogen ville foreslå ham på et planlagt opslag.
Derfor var det nærmest som om alting gik op i en højere enhed, da fonden CoolUnite, som Jacob har stiftet, i går besluttede sig for at donere 100.000 kroner og dermed holde liv i håbet om at nå i mål med gaver til alle børnene inden den 22. december.
CoolUnite er en velgørenhedsfond med målet at støtte, udvikle og styrke sårbare, sygdomsramte og udsatte børn. Og hold nu op, hvor de lever op til målsætningen.
ET STORT VARMT TAK – og
Kæmpekram fra os i Team Julegaveregn