Ambassadører

Operation Julegaveregn har igennem årene haft et tæt samarbejde med flere kendte danskere  som har haft ønsket at støtte den gode sag, ved at hjælpe med at få sat fokus på indsamlingen igennem december måned.

Alle børns favorit, DR’s TV-stjerne Hr Skæg alias Mikkel Lomborg, har i flere år valgt at støtte op omkring Operation Julegaveregn som ambassadør for projektet.

“Hr. Skæg er den perfekte ambassadør, for hans fokus flugter fuldstændig med vores: At sørge for, at der er glæde og overskud blandt børn. Han har en helt særlig evne til at forene det priviligerede Danmark med det mindre priviligerede, og han er den samme store personlighed med et enormt overskud, uanset hvilket barn det handler om«, fortæller Julegaveregns kommunikationsansvarlige, Rasmus G. Kristensen.

Før Mikkel Lomborg blev Hr. Skæg, arbejdede han som pædagog blandt udsatte unge. Så han har haft julens skyggesider helt inde under huden.

– “Jeg har stået med de her unge og mærket, hvordan deres mangel på familie har slået ekstra hårdt i julen. Der ligger så mange traditioner dybt indgravet i folkesjælen, og som man bliver udstillet meget på, når man ikke har adgang til dem. Der var virkelig mange af vores unge, der hadede julen, fordi det mindede dem om al smerten – f.eks. ved en juleaften, hvor far eller mor drikker sig megastiv og sætter ild til juletræet. Så jeg forstår, hvor barskt det kan være, og hvor glad man kan blive for at få en julegave fra nogen, der bekymrer sig om én«.

På den institution, jeg arbejdede på, respekterede vi på ingen måde, det beløb, som det offentlige afsætter til julegaver til anbragte børn. Vi fandt midler, hvor vi kunne – også fra institutionens kasse. Vi fandt ud af, hvad de unge ville have, og så skaffede vi det til dem.

Dét tror jeg faktisk, rigtig mange pædagoger gør rundt omkring i Danmark. Nogle gange er det pædagogerne selv, der punger ud, fordi man kan mærke, hvor meget det betyder for børnene at få en julegave. En rigtig julegave. Ikke bare den samme insitutionsindbundne gave, som ham ved siden af også får, og som man allerede kender indholdet af«.

At give en julegave er så kontant og mærkbar en ting.  Man kan jo ikke hjælpe alle. – og det hader jeg. Jeg ville virkelig gerne hjælpe alle unge, der har brug for det. Bare brede armene ud. Derfor har jeg den største respekt for det arbejde, Operation Julegaveregn laver, og jeg elsker, at de gerne vil udvide, så endnu flere børn får glæde af det.